Tantra er, i min optik, ikke noget der hverken skal eller kan købes, læres påføres eller overdrages som en "ting" fra den ene til den anden i en massage, et okkult ritual, på et weekendkursus, et webinar, en bog eller et uddannelsesforløb med afsluttende eksamination og certifikat-overrækkelse.
Tantra har mange udtryk, definitioner og mange "veje", der ikke fører fra A til B, men som kan undersøges/studeres og erfares i det tempo og de "former", som resonerer med den enkelte.
Når jeg ser eller møder nogen, der forsøger at belære andre om "den eneste rigtige tantra" fremfor at invitere via deres praksis til nysgerrigt selv at erfare og selv finde mening, metode og vej, så er der grund til at være særligt opmærksom og ikke nødvendigvis afvise, men derimod være nysgerrig og opmærksom på ikke blot at tage andres sandhed ukritisk ind.
Kun DU ved, hvad der er rigtigt for dig, og hvis det føles forkert, så stop. Uanset hvor dygtig, veltalende og velstuderet en læremester du møder, og uanset hvor gerne du vil det. Tantra peger og åbner for erkendelse af det, der ikke kan beskrives, bestilles, formuleres, fastholdes og defineres. Tantra er ikke "noget" i sig selv.
Jeg hører ofte, og har selv gennem årene oplevet, at der i diverse spirituelle kredse, og dermed også tantra-kredse, er mange vildveje og blindgyder skabt af enten velmenende uvidende eller beregnende mennesker, der mener at besidde de vises sten, det ultimative klarsyn og et ufejlbarlig kort mod lykke og livsglæde.
Jeg har undersøgt flere indgange og vinkler i min praksis og gør det stadig. Det bliver derfor også mere og mere åbenlyst for mig, at hverken jeg eller nogen anden kan pege entydigt på hvordan eller hvilken vej du skal gå - det jeg kan er, at fortælle og vise hvad jeg gør og har gjort og pege på hvad jeg ser andre gør.
Så med erkendelse af, at vi alle har forskellige og individuelle trin at træde og veje at gå, åbner jeg mig for at være en mulig sparringspartner og 1:1 medrejsende i din begyndende tantra praksis.
En tantrapraksis bæres af ubegrundet impuls, lyst og nysgerrighed og ikke af et ønske eller mål om at være eller blive til NOGET. En tantrapraksis går ikke ud på at blive udlært eller ophøjet til guru eller mester eller andet. Tværtimod er det at undersøge i det NU og den ramme der er, hvordan man som menneske kan erfare IKKE at blive defineret og fastlåst i at være en nogen eller noget.
Hvis du vil vide mere om det primære fundament jeg "står på", eller har lyst til at studere i en større gruppe og på lige fod med mig, så er det Mahamudra Institut syd for Aarhus, at du skal vende blikket imod. Mads Jesper og Karin har en flere årtiers baggrund i både det systemiske og det tantriske,.
Karin og Jesper og den ramme de har sat på Abildgaard tager sit afsæt i en kombination af Systemteori og Mahamudra tantra. Jesper og Karin er og har i en årrække for mig været betydelige inspirations-, sparrings- og samtalepartnere ifht det levende. Vi har ført og fører mange gensidigt bevægende samtaler i forskellige former. På Mahamudra Instituts hjemmeside og i de forskellige workshops og praksisgrupper opstår og deles omfattende viden om og invitationer til fordybelse, forundring, forvirring, forståelse, forlystelse, fordybelse og evig forandring ... med tråde til både ældre og nyere tantras.
Disse til eksempel formuleret og "sunget" af ældre vajrayana (diamantvejs-) og Mahamudra-praktiserende mahasiddhas som Saraha, Tilopa, Naropa og mere nutidige som OSHO og Krishnamurti.
Jeg tror aldrig min interesse i tantra forsvinder. Der er tusindvis af veje, vinkler, muligheder og invitationer til at sanse og se og undersøge det levende og via en tantrapraksis udfolder og nuanceres det levende på en måde, som tiltaler, begejstrer og bevæger mig på hele tiden nye spændende (og til tider frustrerende endda) måder.
Med tiden har jeg erfaret, at den følelse (beskrivelse) jeg lægger på det AT jeg bevæges, bliver mindre og mindre vigtigt. Om jeg græder eller griner, så er det alt sammen blot udtryk for, at jeg lever og er bevæget. Og med den erfaring udvides min levedygtighed og bevægelseskompetence kontinuerligt.
Jeg er taknemmelig for at have og at invitere ind i mulighed for leve og bevæges opmærksomt og i kontakt med det og de der, uden at det og de er foruddefineret til at skulle gøre eller være noget bestemt.
Jeg inviterer i dag derfor via min tantrapraksis til denne ubeskrivelige "bevægelse", der rækker ud over "den jeg selv er". og "det jeg kan tænke mig".
Det kan lyde både mærkeligt og svært, fordi uanset hvor mange ord der bruges (jeg elsker ord!), vil man altid - når det er ordene og den intellektuelle forståelse man læner sig op ad - være i fornemmelsen af - og dermed begrænsningen af - noget tidligere erfaret.
At danse med ord og emotioner og ikke gøre dem sande, ønskede eller uønskede. At give slip på at ville styre, lære, fastholde og forstå intellektuelt (og gerne så hurtigt og effektivt som muligt!) og i stedet "bare" åbne op for at erfare uordentligt, spontant og filterløst i nuet, som det og "jeg" er. Det kræver øvelse, mod, nysgerrighed - og en lige dele dybt seriøs OG legende tilgang, som vi kender det fra små tillidsfulde frygtløse børn, med den spontane livsgnist utøjlet og intakt. Når børn leger rollelege, så ER de det mens de er det. Med tiden vælges og fastholdes rollerne. De klæber til os og begrænser mulighederne for at skabes HER og NU. Tantra er opløsningmidlet, der opløser den klæbrige illusion om fast form.
Tantra inviterer mig til at være ikke én form, men ingen og alle forme uden at måle, definere og identificere "mig" med at være "sådan en"; at genopdage denne umiddelbare spontane livslyst i alt muligt. Alt der kan opstå og gennemleves i fri bevægelse.
Så. Har du mod på og lyst til at gå på opdagelse, lege og sanse dig udover det du allerede ved og kender - med mig?
Wellness-/meditationsmassage - hvor du får en fornemmelse af din egen krop.
Mahamudra tantramassage - hvor vi mødes i intet og alt muligt.
Systemisk samtale - hvor vi nysgerrigt taler os ind og ud af det liv der leves.